Hvad gør en samling af 110.000 ord, en roman, og ikke en samling af scener og snippets?
En historie bue.
Når du arbejder med en fuld plotline, det er lettere at fange dig selv forvilde sig ud til venstre felt (eller falde ud af din bue), men når du skriver uden en plot eller "pantster" som min forfatter venner kalder det (aka af sædet af dine bukser), det er nemmere at falde af bue — eller som Martin Scorsese sagde i min favorit American Express reklame for et par år siden, "Jeg har mistet den narrative tråd." (Du kan finde det på YouTube. Se den. Det er uvurderligt.)
Se, jeg gik bare ned af emne. Det er så let at gøre, især når du har det sjovt med hvad du skriver og ikke at indse, at din elskede-pet-precioussss scene ikke har en danged ting at gøre med hvad du behøver at udrette i din bog. Jeg har begået denne synd ved talrige lejligheder. I virkeligheden, havde det første udkast af væbnede & magisk dybest set ingen historie bue på alle. Nå, det kinda/sorta gjorde, men det blev begravet så dybt selv jeg ikke kunne finde den. I hvad jeg kan kun opfordre en vrangforestilling tilstand, troede jeg bogen var strålende. Min agent dumpede en metaforisk spand isvand over mit hoved og bragte mig til mine sanser. Så snart hun begyndte at påpege dens mange problemer, kunne jeg se alle knæk, gletscherspalte og bundløse kløft, som ting havde. Det var væmmeligt.
Jeg skrev bogen og gjorde det rigtige denne gang. Det var et hit. Katastrofe afværget. Jeg begyndte at trække vejret igen.
Og jeg svor aldrig at miste synet af min historie bue nogensinde igen. At være på deadline, der er tid jeg kan ikke råd til at tabe.
For mig tager det at skrive det første udkast til at få historien og "fast" historie bue. Jeg har en vag forestilling om det i mit hoved, og jeg holder det der for at henvise til. Når jeg sidder skrive, jeg spørger hele tiden mig selv, hvordan dette træk historien frem, vokse en karakter, tykkere et plot? For at bygge en historie bue, der vil bære vægten af en bog, har jeg fundet, jeg har brug for følgende:
Hver scene og kapitel skal bygge på ene før. Forbrydelser er begået og løst. Hemmeligheder er opdaget og afsløret. Problemer er stødt og overvinde. Tegn lære og vokse. Og alt dette skal ske sammen, sammenvævning indtil det bliver problemfri, kommer til live, og hopper ud af siden.
Åh, det har at være sjove, spændende, tempofyldt og holde jer alle at vende siderne. Piece of cake, højre? Absolut ikke. Men jeg er konstateringen af, at jo mere jeg skriver, jo bedre jeg får til at holde denne bue i spidsen for mine tanker, og at sørge for, at alt, hvad jeg skriver bygger at arc — og gør en bog.
